Everyday Racism Project

Denne gruppe er til folk, der gerne vil dele oplevelser, diskutere racisme og finde allierede. Racisme er en kombination af diskrimination og magt. Derfor vil vi gerne frabede opslag og kommentarer om "omvendt racisme".Vi er stærkt opmærksomme på at der findes grov diskrimination af andre minoriteter, men dette er et forum til at drøfte racisme, hvorfor alle bedes forsøge at have det for øje.

Da dette har til formål at være et safe-space, hvor de fleste af os er påvirket af racismens væsen, bedes alle være ekstra påpasselige med at stille kritiske spørgsmål til racialiseredes oplevelser, men måske i stedet være opbakkende og forstående. Vi bør alle være opmærksomme på, at det ofte kræver mod som racialiseret at gå ud åbent med sine oplevelser og tanker omkring racisme, da vi er blevet dæmoniseret, undertrykt og vredt afvist ved tidligere forsøg i livet.
For definitioner af begreberne i racisme-debatten kan vi blandt andet henvise til de mange links til god information der er tidligere er delt i gruppen, hvorfor vi vil opfordre til at være undersøgende her eller andre steder, før man begynder at stille for mange spørgsmål, da mange racialiserede bliver udkørte af at blive betragtet og benyttet som et leksikon i racisme.

Vi vil samtidig gøre opmærksom på det faste indlæg til medlems-præcentationer, hvor alle bedes komme med en introduktion af dem selv, så vi ved hvem hinanden er herinde.

Dertil skal alle, der tilføjer nye medlemmer, sikre sig, at de er har læst, forstået og accepteret reglerne inden medlemsskab.

Vi anmoder alle om at orientere sig i gruppen før man bliver aktiv, så man får en fornemmelse af gruppen og dermed forståelse for vores safe-space.

Som forslag til hvordan du bliver en god allieret, kan vi blandt andre anbefale dette link
http://nazilakivi.tumblr.com/post/104065629914/how-to-be-an-ally-in-5-easy-steps-lol-just

Sådan er du en god allieret:

1. Spørg om det er i orden, før du går ind i et rum, der fokuserer på minoriteter.

2. Pas på med hvor meget plads du tager. For selv om du er 100% enig med sagen, så er det minoriteten/de undertrykte der skal komme til orde.

3. Lad være med at sætte spørgsmålstegn ved minoritetens oplevelser og følelser. Hvis man i forvejen bliver diskrimineret, så er det ubehageligt at skulle "bevise" diskriminationen overen.

4. Der findes både latent og manifest racisme. Begge former for racismen er hårde og ubehagelige.

5. Se ikke kritik mod undertrykkelsen som et angreb mod dig personligt, da det er en kritik mod systemet.

6. Fortæl ikke de undertrykte hvordan de skal kæmpe deres kamp. Der er mange måder at gøre det på, og man kan ikke altid forvente en gennemtænkt reaktion af folk der er blevet systematisk provokeret og diskrimineret igennem lang tid.

7. Ros ikke folk for noget som de bare er. Dette kunne for eksempel være: "Jeg elsker kvinder der er sådan lidt eksotiske og etniske".

8. Anerkend at du kan lave fejl, og vær altid villig til at lære.